Livets gang

Så kom dagen hvor jeg igen startede på job, efter 7 mdrs. sygemelding. Dejlig dag, men hvor kan der dog nå at ske meget på 7 mdr. Min stilling eksisterer ikke mere, men heldigt for mig at jeg var den første ansatte i afdelingen, så jeg hører under en anden § og skal ikke overgå til en kæmpe afd. på kommunen.Så jeg er startet på en anden afd. i institutionen og alle, både personale og beboere har taget SÅ godt imod mig. Hvor kan man da bare være heldig indimellem. Det er her man skal huske at stoppe op og takke for alt det gode der også sker i ens liv. Mindre godt var det at få et vide at 2 af mine gl. brugere er døde siden jeg var der sidst. Den ene, en ganske ung, køn og dejlig kvinde, som efter lang tids kamp endelig havde fået tilkendt sin førtidspension, og fået det perfekte sted at bo. Jeg og efterfølgende mine kollegaer har kæmpet meget længe omkring den pension, for at fratage hende det pres som aktiverings afdelingen konstant lagde på hende, om beskæftigelse som hun ikke magtede. Hvis hun fik tilkendt pension, ville hun dermed også have råd til at bo det perfekte sted for lige netop hende. Det hele lykkedes til sidst og alle var glade, men trist hun kun skulle opleve glæden i ganske få måneder. Så er det jeg tænker var det alligevel bedre at have ladet hende blive på kontanthjælp, idet at det måske er de mange ekstra penge der har slået hende ihjel, idet hun har haft råd til at drikke 2-3 gange så meget som før. Hvad er her det sundeste og hvad er her bedst livskvalitet.???