torsdag den 30. juni 2011
onsdag den 22. juni 2011
Børn med autisme kan få en hjælpende hånd fra mobiltelefonen
Et lille program på en smartphone kan gøre hverdagen bedre for børn med autisme.
Mobiltelefonerne i HANDS-projektet er blandt andet udstyret med små historier, der hjælper brugeren til at håndtere bestemte situationer. Et eksempel er som på billedet, hvor den lille historie starter med en illustration af konkurrence og en formaning om, at det er nødvendigt at være forberedt på muligheden for at tabe. (Foto: Emil Paulsen, Egebakken)
Tre år efter projektets start har forskerne udviklet en mobil-applikation - et lille program til en smartphone - der udnytter den moderne teknologi til det yderste.
Det lille program på mobilen giver lærere og pædagoger mulighed for at skabe et skræddersyet undervisnings- og støtteforløb, og gør det muligt at skabe en mere tryg og velfungerende hverdag for de børn og unge, der deltager i projektet.
»Børn og unge med autisme har brug for nogle støttesystemer i deres hverdag, så de kan få en meningsfuld interaktion med andre mennesker. HANDS-applikationen tilbyder et super-individualiseret støttesystem, der kan være til stede, når undervisere og lærere ikke er det,« fortæller Morten Aagaard, der er videnskabelig assistent ved Aalborg Universitet, og en af drivkrafterne bag HANDS-projektet.
Overtalelses-teknologi
Mobilapplikationen, som HANDS-projektet drejer sig om, er udviklet ud fra den nyeste forskning inden for menneske-computer-interaktion, kombineret med en blanding af pædagogik og teori.Teorien, som applikationen er baseret på, hedder ’persuasive technology’.
Det kan oversættes til "overtalelsesteknologi", og handler om, hvordan teknologi kan være med til at skabe adfærdsændringer.
»Persuasive technology har nogle evner til at påvirke, som mennesker ikke har. Teknologien i form af en computer eller mobil kan være til stede, når læreren ikke er der. Den fordrer ikke interaktion, som autister kan have svært ved. Den kan levere et budskab på forskellige måder; ord, billeder, video. Og så er den konsekvent og lader sig ikke påvirke,« fortæller Morten Aagaard.
Hjælp på rette tid og sted
Fakta
Persuasive Technology er udviklet af psykologen B. J. Fogg, der har skrevet teoriens ’grundbog’. Tanken er at designe teknologi, der skal ændre på menneskelig adfærd gennem motivation i form af overtalelse og social påvirkning, men ikke gennem tvang.
Hvis Anders, der har autisme, har en samtale med sin terapeut mandag, og de taler om, hvordan han fornuftigt håndterer en bowlingtur på torsdag, så kan fornuften nemt være glemt torsdag til bowling. Der er altså risiko for, at Anders får et raserianfald, simpelthen fordi han glemmer de kognitive redskaber, han lærte mandag.
Men hvis en mobil med HANDS-applikationen kommer med til bowling, kan Anders’ terapeut på forhånd have indstillet mobilen, så den inden og under bowling minder ham om mandagens samtale og de redskaber, terapeuten fortalte ham om.
»Den metode, hvor teknologien giver påmindelser, kaldes prompting.
Den kan bruges til at minde Anders om hans redskaber, eller til at minde dig eller mig om at børste tænder eller rydde op i skabet,« fortæller Morten Aagaard.
Letter skifte ’fra gul til blå bus’
Mobil-applikationen giver også forældre eller lærere mulighed for at lave tidsstyring i form af en kalender, der er individuelt tilpasset.Belønning i form af ros kan mobilen også give, hvis mobilens bruger fuldfører en opgave.
»Børn og unge med autisme kan, ligesom visse ellers normale mennesker uden en autisme-diagnose, have svært ved selv helt simple adfærdsændringer« fortæller Morgen Aagaard.
Tema
Artiklen indgår i tema om Læring
Andre artikler i temaet
Computeren er et trygt bekendtskab
Ved at bruge mobilteknologi tilbyder HANDS-projektet børn og unge med autisme en platform, de kender og er trygge ved.»Børn med autisme er kendetegnet ved at have svært ved at kommunikere med andre mennesker og ved at have svært ved at aflæse følelser. Derfor kan de godt lide at tilbringe tid med computere, som er nemmere at forstå,« forklarer Morten Aagaard.
Men personer med autisme har brug for at komme ud blandt andre og have meningsfyldte interaktioner med mennesker, og her kan computeren eller mobilen, som de i forvejen er trygge ved, hjælpe dem, uddyber han.
Kræver redefinering af lærerrolle
Om nogle måneder er den treårige periode, som den store gruppe bag HANDS-projektet har sat af til deres arbejde, slut.Morten Aagaard fortæller, at man ikke generelt kan sige, at mobil-applikationen har hjulpet alle de deltagende unge.
Det skyldes blandt andet, at der ikke kun er tale om en teknologisk innovation, men også en pædagogisk.
»Spørgsmålet er, hvor pædagogikken skal starte. Vi arbejder med generelle sociale evner, og hvis der er problemer med at et barn ikke vil gå i seng, så er det i den situation, der skal undervises. Og så sker der noget med lærerrollen, det går ud over skole eller institution og bliver til en forhandling med eleven,« siger Morten Aagaard.
Fakta
Prompting, altså små beskeder eller påmindelser på de rigtige tidspunkter, har vist sig effektivt, når almindelige mennesker for eksempel skal stoppe med at ryge. Et norsk firma tilbyder et sms-baseret støtteprogram, hvor deltagerne får sms’er på de tidspunkter, hvor det er sværest at holde sig fra cigaretterne.
»Det er bare ikke noget, man gør på et halvt år, for det er grundantagelser, der skal ændres. Når vi laver individuelt tilpassede løsninger til de autistiske unge, der forudsætter at lærerne er til stede på alle tider af døgnet, skal lærerne tilpasse det i forhold til private overvejelser, pædagogiske principper og det muliges kunst,« forklarer han.
Endnu intet kommercielt produkt
I løbet af de tre år, projektet har kørt, er det ikke lykkedes at udvikle et kommercielt produkt, og det er Morten Aagaard stadig lidt træt af.»Vi er løbet ind i for mange praktiske problemstillinger, for eksempel startede vi med at udvikle applikationen på den nu næsten afdøde Windows mobil-platform. Vi havde heller ikke tilstrækkeligt fokus på ledelse eller forståelse for, hvad det vil sige at arbejde med et projekt, der har så mange anpartshavere,« forklarer han.
Der er dog ansatser til en mere kommerciel udnyttelse i den nærmeste fremtid.
En af partnerne i projektet, Elte University i Ungarn, har arbejdet med at tilpasse mobil-applikationen til Android-styresystemet.
»På Android er applikationen mere attraktiv for alle parter, og vi skal bygge videre på denne udvikling, når vi mødes i august og september,« fortæller Morten Aagaard.
På skolerne, der har været partnere i HANDS-projektet, arbejder lærere og elever videre med teknologien.
Morten Aagaard fortæller, der er skrevet en del forskningsartikler, som der er stor international bevågenhed omkring.
»Jeg er helt sikker på, at vi vil se mere af denne her form for teknologi i fremtiden,« slutter han.
http://videnskab.dk/kultur-samfund/born-med-autisme-kan-fa-en-hjaelpende-hand-fra-mobiltelefonen
torsdag den 9. juni 2011
Det danske sprog
Hvor meget koster spidsen af en jetjager?
Du kender sikkert udtrykket ”det koster spidsen af en jetjager”, der bruges i flæng, når noget er meget dyrt. Men hvor meget koster spidsen egentligt, og hvordan er denne faste vending opstået?
 |
| Et pitot-rør på et F-16-kampfly tjekkes for skader. (Foto: U.S. Air Force photo/Senior Airman Christopher Boitz) |
Det kryptiske svar er, at spidsen af en jetjager ”koster en hel bondegård” eller ”det hvide ud af øjnene”, hvilket egentligt er ligegyldigt, hvis man ”ikke har en rød reje”.
Men med det svar kommer vi jo ikke nærmere det egentlige problem. Hvorfor bruger vi billedlige sammenligninger, og hvordan er de opstået?Spidsen af en jetjager er et rør
Hvis vi skal starte med at give Monica Jørgensen det kontante svar på hendes spørgsmål, så koster spidsen af en jetjager, ifølge magasinet "Flyvevåbnet", ca. 16.000 kroner.Ifølge Flyvevåbnet fra december 2010, så er spidsen af en jetjager faktisk ikke en spids, men et rør. Det bruges til at måle flyets hastighed. Luftmolekyler presses ind gennem det såkaldte pitotrør, og et måleudstyr ved pitotrørets bagende omregner trykket til hastighed.
Når flyet ikke er i luften, bliver pitotrøret dækket til, så fluer og andre insekter ikke kommer ind. Det vil nemlig give risiko for forkerte hastighedsmålinger, hvilket kan være katastrofalt for piloten.
Så hvis du tror at et nyt fladskærms-tv koster spidsen af en jetjager, så har du på sin vis ret.
Nye faste vendinger
Ifølge Dansk Sprognævn er både "jetjageren", "bondegården" og "det hvide ud af øjnene" nye faste vendinger i det danske sprog.Faktisk er "det koster en bondegård" først registreret i Den Store Danske ordbog i begyndelsen af 1990'erne, mens de andre faste vendinger stadig ikke er registreret.
De faste vendinger lever ikke så lang tid i det danske sprog og erstattes hele tiden af nye.
Fakta
På dansk har vi mindst 200.000 faste vendinger, men i forhold til sprog fra andre sprogfamilier, fx austronesiske sprog (som indonesisk eller madagassisk) bruger man på germanske og romanske sprog som dansk, tysk, engelsk, fransk osv. i meget mindre grad billedlige udtryk
De faste vendinger er variationer af samme udtryksform, som giver sproget mere kulør, og gør det mere slagkraftigt. At sige "det koster rigtigt meget" er bare lidt for kedeligt at sige, og derfor benytter vi lidt sproglig kreativitet.
De faste vendinger stammer fra…
Nogle faste vendinger har dog rødder tilbage i historien.Den første bog om faste vendinger på dansk udkom i 1682 under titlen ”Almindelige Danske Ordsprog” af Peder Syv.
Men faktisk er mange af de faste vendinger endnu ældre.
Biblen er krydret med billedtale såsom ”at knokle i sit ansigts sved”, som vi stadig bruger i dag. Udtrykket "spidsen af en jetjager" er naturligvis ikke lige så gammel.
Oprindelsen af de faste vendinger er ifølge Henning Bergenholtz fra Center for Leksikografi ved Aarhus Universitet problematisk at få kortlagt.
Nogle faste vendinger minder meget om hinanden, og det kan være svært at finde ud af, om de stammer fra en fejlfortolkning i en oversættelse.
»I Don Quijote af Cervantes optræder sætningen "som sardiner på en snor", der let kan sammenlignes med det danske udtryk "som sild i en tønde". Om det danske ordsprog har sin oprindelse i Don Quijote er svært at sige,« forklarer Henning Bergenholtz.
Det tager en krig
I Ordbøgerne over faste vendinger forklares baggrundene for mange faste vendinger. I nogle tilfælde er forklaringerne kommet fra brugerne, som i følgende eksempel: |
| Spidsen af en jetjager er faktisk slet ikke så dyr endda. (Foto: Pajx) |
En af brugerne af ordbogen.com har hjulpet Henning Bergenholtz med en personlig beretning, om hvordan personen selv var med, da den faste vending blev skabt.
"Det tager en krig" - stammer fra starten af 1980'erne, hvor en mand var ansat som konstabel ved Prinsens Livregiment.
Da han på grund af et muligt angreb på nogle udefinerede Nato-mål var nødsaget til at blive på kasernen i længere tid, ringede han til sin kærestes datters arbejde, for at bede dem om at give besked til hans kærestes datter om at fortælle hans kæreste, at han var forsinket på grund omstændighederne omkring det mulige angreb.
Beskeden blev forvasket igennem de mange overleveringer, og da kæresten endelig fik beskeden, lød den således:
”Viborg Kaserne er blevet angrebet af nogle palæstinensiske partisanere, så nu tager jeg altså hjem, så jeg kan være ved telefonen, hvis der skulle ske noget alvorligt. De siger, at der bliver kæmpet i gaderne deroppe."
Da der senere blev tændt for radioen, var der ingen nyheder omkring krigen i Viborg, som øjensynligt var færdig.
Herefter opstod vendingen "det tager en krig i Viborg" om en begivenhed, der er hurtigt overstået. Bynavnet Viborg er senere fjernet, og vendingen "det tager en krig" betyder i dag, at noget faktisk går langsomt.
"Det koster en krig" er så siden hen opstået som en fast vending over noget, der er dyrt.
Videnskab.dk takker Monica Jørgensen for hendes spørgsmål, og Dansk Sprognævn og Henning Bergenholtz for deres ekspertise.
http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvor-meget-koster-spidsen-af-en-jetjager
tirsdag den 7. juni 2011
Vi blev glemt
Vi sidder en hel forventningsfuld klasse og venter på at afd. lederen skal komme og introducere os for vores næste eksamen. Men der dukker ikke nogen op og vi finder senere ud af at afd. lederen er på efteruddannelse. Okay, men hvorfor er vi ikke blevet informeret??. Der bliver undskyldt med, at der var blevet aflyst for længe siden til anden side.Men jeg forstår så bare ikke, hvis det skulle siges at være rigtigt, hvorfor der så ikke er blevet aftalt en ny tid, hvor vi skulle have info om eksamen. Dagene løber jo med hastige skridt mod sommerferien.
Vi har nu selv aftalt med studiesekretæren hvornår vi har mulighed for at mødes igen, men der må jo allerede være blevet afsat tid DENGANG hvor vi blev aflyst, el. hvad?. Men ved nærmere eftertanke i skrivende stund, så kan jeg selvfølgelig godt forstå det. Vi er jo bare merit holdet fra Randers!!!!!
Vi har nu selv aftalt med studiesekretæren hvornår vi har mulighed for at mødes igen, men der må jo allerede være blevet afsat tid DENGANG hvor vi blev aflyst, el. hvad?. Men ved nærmere eftertanke i skrivende stund, så kan jeg selvfølgelig godt forstå det. Vi er jo bare merit holdet fra Randers!!!!!torsdag den 2. juni 2011
Pædagogerne er hovedpersonerne
PRAKSISFORTÆLLINGER
I denne uge udkom en bog om pædagogiske succesoplevelser på døgninstitutionen Tippen i Ansager, skrevet af 27 pædagogiske medarbejdere. Socialpædagogen har talt med to af forfatterne om arbejdet med bogen og deres forventninger til den.
I denne uge udkom en bog om pædagogiske succesoplevelser på døgninstitutionen Tippen i Ansager, skrevet af 27 pædagogiske medarbejdere. Socialpædagogen har talt med to af forfatterne om arbejdet med bogen og deres forventninger til den.
Når socialpædagoger sætter sig til tastaturet, er det som regel for at fortælle om de børn eller voksne, de arbejder med. Sådan er det ikke i bogen ‘I sku´ bare ha’ set mig!’. Her er det socialpædagogerne, der træder frem, både som fortællere og som centrum for fortællingerne.
27 pædagoger fra døgninstitutionen Tippen fortæller i hvert sit kapitel om et forløb, hvor netop han eller hun gjorde en positiv forskel for et eller flere af de børn og unge, der bor på stedet.
– Det er en bog om os – og vores børn, selvfølgelig. En bog om, hvad det egentlig er, vi som pædagoger gør for at give børnene nogle bedre vilkår og bedre muligheder i fremtiden, siger en af forfatterne, socialpædagog og TR Michael Korsgaard.
Hans kollega Alina Beck Hansen supplerer:
– Udgangspunktet er os. Hvad er det, vi har gjort, der har gjort det her til en succeshistorie? For det er os, der har gjort det – det er ikke barnet, der har gjort det.
De håber, at bogen kan blive en inspirationskilde for kolleger og studerende, og at den kan bidrage til at nuancere det billede, som almindelige mennesker og politikere har af døgninstitutioner og de børn, der bor der.
En bog bliver til
Ideen til bogen opstod for omtrent et år siden. Tippens leder, Aksel Rask, og institutionens psykolog, Rikke Yde Tordrup, var ved at planlægge det kommende års pædagogiske uddannelsesforløb, der skulle tage afsæt i de mange gode historier, der internt var i omløb på institutionen. De fik den idé, at fortællingerne kunne komme både dem selv og andre til glæde, hvis de blev udgivet.
Ideen blev godt modtaget blandt medarbejderne. Ledelsen besluttede, at alle medarbejdere med mindst tre års erfaring på Tippen skulle bidrage til bogen. Alina Beck Hansen forklarer udvælgelseskriteriet med, at det tager meget lang tid at opbygge en stabil relation til Tippens børn og derfor også lang tid at opleve en succeshistorie, man kan fortælle om.
Det naturlige udgangspunkt for bogen var Daniel Sterns udviklingspsykologi (se faktaboks), der siden 2001 har været det teoretiske fundament i Tippens pædagogiske indsats.
Medarbejderne blev inddelt i fem grupper, svarende til Sterns fem udviklingsdomæner: Det gryende selv, kerneselvet, det subjektive selv, det verbale selv, og det narrative selv. De fik til opgave at vælge en fortælling om deres egen praksis, der illustrerede et vellykket forløb i det tildelte udviklingsdomæne.
Udvælgelsen af de enkelte fortællinger krævede en del snak frem og tilbage pædagogerne imellem. Der blev byttet udviklingsdomæne en del gange, for eksempel synes Alina Beck Hansen ikke, at hendes bedste historie passede til det domæne, hun havde fået tildelt, nemlig ‘det gryende selv’, og hun fik sig byttet frem til det domæne, der passede til hendes historie.
Da den del af processen var afsluttet, blev en journalist koblet på processen. Hun interviewede hver enkelt medarbejder og skrev de 27 kapitler, som efterfølgende blev gennemlæst og tilrettet af pædagogerne.
– Vi har ikke bare leveret, understreger Michael Korsgaard.
– Vi har fået lov at læse vores egen historie, inden den gik i trykken, hvor vi kunne sige: ‘Er din historie, Michael, er den genkendelig, er det sådan, det var?’ Det synes jeg, har været spændende.
Om Daniel Stern Daniel Stern er en af tidens mest indflydelsesrige og anvendte udviklingspsykologer. Han er i dag professor på universitetet i Geneve i Schweiz. Hans udviklingspsykologi gør op med forestillingen om, at barnet successivt gennemgår en række udviklingsstadier, som det lægger bag, når det når til næste stadie. Hos Stern udvikler barnet sig i fem domæner. Barnet indleder sin udvikling inden for de respektive domæner på forskellige tidspunkter i den tidlige barndom, men udviklingen af hvert enkelt domæne stopper aldrig. Domænerne er, i den rækkefølge hvori de grundlægges:
En fuldgyldig udvikling forudsætter intensiv kontakt og udveksling mellem voksen og barn, både når barnet indtager domænet, og mens det videreudvikler sig inden for det. Skader på barnets udvikling opstår, når denne kontakt er fraværende eller mangelfuld. Den pædagogiske praksis består dels i at identificere personlighedsskader i forhold til det relevante domæne, dels i at udvikle det skadede barns kompetencer indenfor domænet. Daniel Sterns teorier har de sidste ti år slået rod i den danske behandlings- og institutionsverden, og Stern er udnævnt til æresdoktor ved universiteterne i København og Aalborg. Kilder: Wikipedia og psykolog Dorthe Hougesen: ‘Det spæde barns udvikling ifølge Daniel N. Stern’. |
At fortælle om sig selv
At skulle sætte sig selv i centrum har for både Alina Beck Hansen og Michael Korsgaard været det sværeste ved at skrive bogen. – Når du har arbejdet mange år med børn, er det meget nemmere at snakke om børnene. Det er vores liv, vi snakker om det hver dag. Pludselig skal vi så snakke om vores oplevelser. Der hjalp journalistens spørgsmål: ‘Hvad gør du så, hvad siger du, hvad gør hun, hvad gør du så bagefter?’ Det var hele tiden fra min vinkel, jeg skulle fortælle, siger Michael Korsgaard og illustrerer:
– Jeg er gift med en sygeplejerske. Hun kan sagtens forklare, hvad hun har gjort for en patient en dag, rent omsorgsmæssigt. Det var lidt sværere for os, for det er ikke sådan, vi taler om vores arbejde. Der taler vi om børnene. Nu skulle jeg forklare, hvad min rolle er i det, der sker med det barn. Det var en udfordring.
Samtidig har det været både spændende og udbytterigt for alle at stille skarpt på sig selv og beskrive sin pædagogiske praksis i forhold til sine egne normer og værdier og i forhold til Sterns udviklingsteori.
Alina Beck Hansen understreger, at hun og de andre pædagoger selvfølgelig altid er bevidste om, hvad de gør. Men at fortælle historierne og se dem på tryk skærper den faglige bevidsthed. Og den fælles faglighed har vundet ved at blive sat på skrift.
– Vi er flere afdelinger herude, og jeg er blevet mere bevidst om, hvad de gør på de andre afdelinger. Det bidrager også til den gensidige respekt for hinandens faglighed. Og selv om vi godt ved, hvordan vi arbejder indenfor de fælles rammer, er det interessant at læse de andres historier, siger Michael Korsgaard.
De sku’ bare vide!
Målet for det uddannelsesforløb, der ledte op til beslutningen om at skrive ‘I sku´ bare ha’ set mig!’, var at dokumentere nytten af det socialpædagogiske arbejde for ledelsen og medarbejderne og styrke den faglige bevidsthed og stolthed på Tippen. Med beslutningen om at udgive en bog fik fortællingerne et videre perspektiv: At vise Tippens arbejde frem for omverdenen.
Først og fremmest henvender bogen sig til lærere og pædagoger, og Alina Beck Hansen og Michael Korsgaard håber og tror, at bogen vil inspirere deres kolleger til selv at arbejde med Daniel N. Sterns teorier og måske også til selv at gå i gang med at fortælle deres gode historier og dokumentere deres arbejde og resultater.
De mener også, at pædagogstuderende vil kunne få glæde af bogen.
– Jeg kan huske, da jeg selv var studerende. Det, jeg fik mest ud af, var at få at vide, hvordan teorierne blev anvendt i praksis, siger Michael Korsgaard.
Men deres bog har også bud til et bredere publikum. Mange udenfor pædagogverdenen har, synes Alina Beck Hansen og Michael Korsgaard, fra dokumentarudsendelser fået et forvrænget, fængselslignende billede af døgninstitutioner, et billede som deres bog kan være med til at rette op på. Også på lokalplan kan Tippens udgivelse få betydning.
– Vi har meget med lokalsamfundet at gøre, og vi oplever, at det er så tabubelagt: Hvad er det egentlig, der sker med børn på en døgninstitution? Det kan vi være med til at dokumentere ved, at vores bog kommer ud, påpeger Michael Korsgaard.
Han og Alina Beck Hansen håber desuden, at deres bog kan give de politikere, der skal bevilge ophold på Tippen og lignende institutioner, en større forståelse for, hvad det rent faktisk indebærer at hjælpe børn, der har været udsat for omsorgssvigt. Som alle andre institutioner for vanskeligt stillede børn og unge oplever Tippen, at de relativt høje udgifter får kommunalpolitikerne til at stille spørgsmålstegn ved nytteværdien af institutionsanbringelser og i stedet ty til andre og billigere løsninger.
– Bogen skal medvirke til at udbrede forståelsen hos kommunalpolitikerne for, at det ikke bare drejer sig om et seksmåneders ophold herude. Hvis vi virkelig skal flytte noget udvikling for børnene, så foregår det over lang tid. De er gået så meget i stykker, at det tager meget lang tid, siger Michael Korsgaard.
– Og hvad er et succesbarn? Hvad skal det slutte med, når man anbringer et barn på en institution? Er det meningen, at det skal tage en universitetsuddannelse? Det kan ikke lade sig gøre. Men bliver det en ok bistandsklient i stedet for en kriminel, har vi måske gjort et fantastisk stykke arbejde.
Varde Kommune markerede udgivelsen af ‘I sku´ bare ha’ set mig!’ med en reception på rådhuset samme dag, bogen udkom. Alle 27 bidragsydere var inviteret. Alina Beck Hansen og Michael Korsgaard glæder sig, da Socialpædagogen mødte dem før udgivelsesdagen.
– Jeg har været så heldig som tillidsrepræsentant at være med til dialogmøde med politikerne et par gange, og jeg kan godt mærke et stænk af stolthed, når vi fortæller, at vi er med til at udgive en bog, som jeg har fortalt nogle historier i. Det glæder jeg mig til. Og jeg glæder mig til at se det færdige arbejde, siger Michael Korsgaard.
Læs mere om Tippen og bogen ‘I sku’ bare have set mig!’ på www.tippen.vardekommune.dk
Skjult kamera afslører tortur på plejehjem
Åbenbart ikke kun på Strandvænget..........Sker også hos Britterne
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1564728.ece
 |
| En patient på det britiske plejehjem trækkes hen ad gulvet. |
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1564728.ece
Abonner på:
Opslag (Atom)