PRAKSISFORTÆLLINGER
I denne uge udkom en bog om pædagogiske succesoplevelser på døgninstitutionen Tippen i Ansager, skrevet af 27 pædagogiske medarbejdere. Socialpædagogen har talt med to af forfatterne om arbejdet med bogen og deres forventninger til den.
Når socialpædagoger sætter sig til tastaturet, er det som regel for at fortælle om de børn eller voksne, de arbejder med. Sådan er det ikke i bogen ‘I sku´ bare ha’ set mig!’. Her er det socialpædagogerne, der træder frem, både som fortællere og som centrum for fortællingerne.
27 pædagoger fra døgninstitutionen Tippen fortæller i hvert sit kapitel om et forløb, hvor netop han eller hun gjorde en positiv forskel for et eller flere af de børn og unge, der bor på stedet.
– Det er en bog om os – og vores børn, selvfølgelig. En bog om, hvad det egentlig er, vi som pædagoger gør for at give børnene nogle bedre vilkår og bedre muligheder i fremtiden, siger en af forfatterne, socialpædagog og TR Michael Korsgaard.
Hans kollega Alina Beck Hansen supplerer:
– Udgangspunktet er os. Hvad er det, vi har gjort, der har gjort det her til en succeshistorie? For det er os, der har gjort det – det er ikke barnet, der har gjort det.
De håber, at bogen kan blive en inspirationskilde for kolleger og studerende, og at den kan bidrage til at nuancere det billede, som almindelige mennesker og politikere har af døgninstitutioner og de børn, der bor der.
En bog bliver til
Ideen til bogen opstod for omtrent et år siden. Tippens leder, Aksel Rask, og institutionens psykolog, Rikke Yde Tordrup, var ved at planlægge det kommende års pædagogiske uddannelsesforløb, der skulle tage afsæt i de mange gode historier, der internt var i omløb på institutionen. De fik den idé, at fortællingerne kunne komme både dem selv og andre til glæde, hvis de blev udgivet.
Ideen blev godt modtaget blandt medarbejderne. Ledelsen besluttede, at alle medarbejdere med mindst tre års erfaring på Tippen skulle bidrage til bogen. Alina Beck Hansen forklarer udvælgelseskriteriet med, at det tager meget lang tid at opbygge en stabil relation til Tippens børn og derfor også lang tid at opleve en succeshistorie, man kan fortælle om.
Det naturlige udgangspunkt for bogen var Daniel Sterns udviklingspsykologi (se faktaboks), der siden 2001 har været det teoretiske fundament i Tippens pædagogiske indsats.
Medarbejderne blev inddelt i fem grupper, svarende til Sterns fem udviklingsdomæner: Det gryende selv, kerneselvet, det subjektive selv, det verbale selv, og det narrative selv. De fik til opgave at vælge en fortælling om deres egen praksis, der illustrerede et vellykket forløb i det tildelte udviklingsdomæne.
Udvælgelsen af de enkelte fortællinger krævede en del snak frem og tilbage pædagogerne imellem. Der blev byttet udviklingsdomæne en del gange, for eksempel synes Alina Beck Hansen ikke, at hendes bedste historie passede til det domæne, hun havde fået tildelt, nemlig ‘det gryende selv’, og hun fik sig byttet frem til det domæne, der passede til hendes historie.
Da den del af processen var afsluttet, blev en journalist koblet på processen. Hun interviewede hver enkelt medarbejder og skrev de 27 kapitler, som efterfølgende blev gennemlæst og tilrettet af pædagogerne.
– Vi har ikke bare leveret, understreger Michael Korsgaard.
– Vi har fået lov at læse vores egen historie, inden den gik i trykken, hvor vi kunne sige: ‘Er din historie, Michael, er den genkendelig, er det sådan, det var?’ Det synes jeg, har været spændende.
Om Daniel Stern
Daniel Stern er en af tidens mest indflydelsesrige og anvendte udviklingspsykologer. Han er i dag professor på universitetet i Geneve i Schweiz. Hans udviklingspsykologi gør op med forestillingen om, at barnet successivt gennemgår en række udviklingsstadier, som det lægger bag, når det når til næste stadie. Hos Stern udvikler barnet sig i fem domæner. Barnet indleder sin udvikling inden for de respektive domæner på forskellige tidspunkter i den tidlige barndom, men udviklingen af hvert enkelt domæne stopper aldrig. Domænerne er, i den rækkefølge hvori de grundlægges: Det gryende selv (0-2 mdr.) Kerneselvet (2-7 mdr.) Det subjektive selv (7-15/18 mdr.) Det verbale selv (15/18-36 mdr.) Det narrative selv (36 mdr. -)
En fuldgyldig udvikling forudsætter intensiv kontakt og udveksling mellem voksen og barn, både når barnet indtager domænet, og mens det videreudvikler sig inden for det. Skader på barnets udvikling opstår, når denne kontakt er fraværende eller mangelfuld. Den pædagogiske praksis består dels i at identificere personlighedsskader i forhold til det relevante domæne, dels i at udvikle det skadede barns kompetencer indenfor domænet. Daniel Sterns teorier har de sidste ti år slået rod i den danske behandlings- og institutionsverden, og Stern er udnævnt til æresdoktor ved universiteterne i København og Aalborg. Kilder: Wikipedia og psykolog Dorthe Hougesen: ‘Det spæde barns udvikling ifølge Daniel N. Stern’. |
At fortælle om sig selv
At skulle sætte sig selv i centrum har for både Alina Beck Hansen og Michael Korsgaard været det sværeste ved at skrive bogen. – Når du har arbejdet mange år med børn, er det meget nemmere at snakke om børnene. Det er vores liv, vi snakker om det hver dag. Pludselig skal vi så snakke om vores oplevelser. Der hjalp journalistens spørgsmål: ‘Hvad gør du så, hvad siger du, hvad gør hun, hvad gør du så bagefter?’ Det var hele tiden fra min vinkel, jeg skulle fortælle, siger Michael Korsgaard og illustrerer:
– Jeg er gift med en sygeplejerske. Hun kan sagtens forklare, hvad hun har gjort for en patient en dag, rent omsorgsmæssigt. Det var lidt sværere for os, for det er ikke sådan, vi taler om vores arbejde. Der taler vi om børnene. Nu skulle jeg forklare, hvad min rolle er i det, der sker med det barn. Det var en udfordring.
Samtidig har det været både spændende og udbytterigt for alle at stille skarpt på sig selv og beskrive sin pædagogiske praksis i forhold til sine egne normer og værdier og i forhold til Sterns udviklingsteori.
Alina Beck Hansen understreger, at hun og de andre pædagoger selvfølgelig altid er bevidste om, hvad de gør. Men at fortælle historierne og se dem på tryk skærper den faglige bevidsthed. Og den fælles faglighed har vundet ved at blive sat på skrift.
– Vi er flere afdelinger herude, og jeg er blevet mere bevidst om, hvad de gør på de andre afdelinger. Det bidrager også til den gensidige respekt for hinandens faglighed. Og selv om vi godt ved, hvordan vi arbejder indenfor de fælles rammer, er det interessant at læse de andres historier, siger Michael Korsgaard.
De sku’ bare vide!
Målet for det uddannelsesforløb, der ledte op til beslutningen om at skrive ‘I sku´ bare ha’ set mig!’, var at dokumentere nytten af det socialpædagogiske arbejde for ledelsen og medarbejderne og styrke den faglige bevidsthed og stolthed på Tippen. Med beslutningen om at udgive en bog fik fortællingerne et videre perspektiv: At vise Tippens arbejde frem for omverdenen.
Først og fremmest henvender bogen sig til lærere og pædagoger, og Alina Beck Hansen og Michael Korsgaard håber og tror, at bogen vil inspirere deres kolleger til selv at arbejde med Daniel N. Sterns teorier og måske også til selv at gå i gang med at fortælle deres gode historier og dokumentere deres arbejde og resultater.
De mener også, at pædagogstuderende vil kunne få glæde af bogen.
– Jeg kan huske, da jeg selv var studerende. Det, jeg fik mest ud af, var at få at vide, hvordan teorierne blev anvendt i praksis, siger Michael Korsgaard.
Men deres bog har også bud til et bredere publikum. Mange udenfor pædagogverdenen har, synes Alina Beck Hansen og Michael Korsgaard, fra dokumentarudsendelser fået et forvrænget, fængselslignende billede af døgninstitutioner, et billede som deres bog kan være med til at rette op på. Også på lokalplan kan Tippens udgivelse få betydning.
– Vi har meget med lokalsamfundet at gøre, og vi oplever, at det er så tabubelagt: Hvad er det egentlig, der sker med børn på en døgninstitution? Det kan vi være med til at dokumentere ved, at vores bog kommer ud, påpeger Michael Korsgaard.
Han og Alina Beck Hansen håber desuden, at deres bog kan give de politikere, der skal bevilge ophold på Tippen og lignende institutioner, en større forståelse for, hvad det rent faktisk indebærer at hjælpe børn, der har været udsat for omsorgssvigt. Som alle andre institutioner for vanskeligt stillede børn og unge oplever Tippen, at de relativt høje udgifter får kommunalpolitikerne til at stille spørgsmålstegn ved nytteværdien af institutionsanbringelser og i stedet ty til andre og billigere løsninger.
– Bogen skal medvirke til at udbrede forståelsen hos kommunalpolitikerne for, at det ikke bare drejer sig om et seksmåneders ophold herude. Hvis vi virkelig skal flytte noget udvikling for børnene, så foregår det over lang tid. De er gået så meget i stykker, at det tager meget lang tid, siger Michael Korsgaard.
– Og hvad er et succesbarn? Hvad skal det slutte med, når man anbringer et barn på en institution? Er det meningen, at det skal tage en universitetsuddannelse? Det kan ikke lade sig gøre. Men bliver det en ok bistandsklient i stedet for en kriminel, har vi måske gjort et fantastisk stykke arbejde.
Varde Kommune markerede udgivelsen af ‘I sku´ bare ha’ set mig!’ med en reception på rådhuset samme dag, bogen udkom. Alle 27 bidragsydere var inviteret. Alina Beck Hansen og Michael Korsgaard glæder sig, da Socialpædagogen mødte dem før udgivelsesdagen.
– Jeg har været så heldig som tillidsrepræsentant at være med til dialogmøde med politikerne et par gange, og jeg kan godt mærke et stænk af stolthed, når vi fortæller, at vi er med til at udgive en bog, som jeg har fortalt nogle historier i. Det glæder jeg mig til. Og jeg glæder mig til at se det færdige arbejde, siger Michael Korsgaard.
Vi havde en god dialog i gang omkring livskvalitet, hvilket var godt. Noget som vi har haft alt for lidt af, meget længe.