Det kræver mod at råbe op om problematiske vilkår, når der er lavvande i kassen og udsigt til fyringer. Men er det ok?
Dette nummer af Socialpædagogen har valgt at tage et væsentligt og meget svært tema op, nemlig ytringsfrihed. Hvad må og kan man som fagperson fortælle offentligheden. Hvornår er det i orden at råbe op om oplevelser, man finder uacceptable. Hvor går grænserne. Hvad må man, og hvad skal man. Alt sammen vigtigt at vide. Ikke mindst i en tid, hvor vores område bliver beskåret så drastisk og mange af vores medlemmer oplever, at der bliver givet køb på faglighed og anstændighed.
Ingen af os er vel grundlæggende uenige i, at ytringsfrihed er en af de helt basale rettigheder i et demokrati, og noget af det, der gør vores samfund godt og stærkt. Man kan med nogen ret sige, at ytringsfrihed især er vigtig for mindretallene i samfundet. Og da vi på mange måder fungerer som stemme for nogle af samfundets allersvageste grupper, så har vi en særlig rolle, når det handler om at gøre opmærksom på, hvis de grupper, vi som socialpædagoger tager os af, ikke bliver behandlet som de bør. Eller har vi?
Det er et svært dilemma, som artiklerne her i bladet også tager fat på. En række tillidsrepræsentanter fortæller for eksempel, hvordan det er blevet sværere at samle mod til at sige fra offentligt. En udtrykker det sådan: ‘Holdningen til at ytre sig er på kort tid vendt 180 grader. Mange socialpædagoger er blevet både frustrerede og bange for de store nedskæringer og de mange afskedigelser. De skal ikke risikere noget og holder så hellere lav profil’.
Det er en trist udvikling. Men forståelig. For det kræver mod at råbe op om problematiske vilkår, når der er lavvande i kassen og udsigt til fyringer. Men er det ok? Har vi som socialpædagoger ikke en særlig pligt til at sige til, hvis vi ser eller oplever ting, der ikke er i orden. Både i forhold til arbejdsvilkårene for os og kollegerne. Og i forhold til de borgere, vi arbejder med. Burde vi ikke være sikret af vores ytringsfrihed, så vi trygt kan sige til eller fra. Og hvad skal der til for at sikre, at man føler sig tilstrækkelig sikker og tryg ved at ytre sig? Er det nok at kende de formelle rammer for, hvad man må, kan og skal. Eller burde arbejdsgiverne pålægges et større ansvar – eller forpligtes til at sikre, at ansatte ikke kan trues på job eller andet, hvis de bruger deres grundlovssikrede ret til at ytre sig?
Kort sagt er det et dilemmafyldt tema. Men desto mere væsentligt er det, at vi tager debatten. Både her i spalterne, og at I tager den sammen med kollegerne, jeres tillidsrepræsentant og jeres leder. En ide kunne også være at tage diskussionen op i hoved-MED, og eventuelt udarbejde lokale retningsliner for området – og helst på et tidspunkt, hvor der ikke er en aktuel konflikt.
God debatlyst!
http://www.socialpaedagogen.dk/Arkiv/2011/16-2011/Kommentar-Den-svaere-ret.aspx
